Plan flere pædagoger

Sådan vil SF Dragør øge pædagogandelen

Det er en erklæret langsigtet målsætning fra SF Dragør at øge pædagogandelen i kommunens institutioner fra de nuværende ca. 46 % til 80 %, med et delmål på 60 %.

Delmålet skal nåes i den kommende valgperiode, og de 80% anerkender vi er et mere langsigtet mål, da kommunerne de kommende år vil kæmpe internt om de dygtige ledige pædagoger.

Når vi har nået delmålet på 60 %, sætter vi en dato for, hvornår vi skal nå det endelige mål.

Dragør i bund 10 på pædagogandelen

Mange andre partier har angrebet os, og spurgt til finansiering og hvordan i alverden vi vil nå vores mål, når alle kommuner vil flokkes om de samme pædagoger. Det er for os et underligt spørgsmål, da vi anderkender, at det bliver svært, men at den præmis da ikke skal afholde os fra at gøre noget.

Den nuværende pædagogandel på 46 % placerer os sammen med 9 andre kommuner som de eneste, der har en pædagogandel under 50 %. Det er et udtryk for mangel på prioritering og nedskæringer fra den nuværende kommunalbestyrelse.

Tiltag

SF Dragør foreslår følgende 9 konkrete tiltag for at øge pædagogandelen:

  • Øjeblikkelig indførsel af reelle minimumsnormeringer på 1:3(vuggestuer) og 1:6(børnehaver).
  • Velfærdsprocenten skal øge medarbejdertilfredsheden og gøre vores institutioner endnu mere attraktive for eksisterende og nye pædagoger.
  • Rekruttering af nyuddannede pædagoger.
  • Merituddannelse af eksisterende personale, som i dag er ansat som medhjælpere.
  • Praktikantforløb for folkeskolerne, hvor institutioner bliver inddraget i den langsigtede rekruttering.
  • Ansættelse af kommunal projektmedarbejder, som skal stå for rekruttering af nye pædagoger herunder merituddannelsen for medhjælpere på tværs af kommunens institutioner, samt udfærdigelse af plan for fastholdelse af eksisterende pædagoger.
  • Opstarte samarbejde med Tårnby og Københavns Kommune om øget rekruttering og information om pædagoguddannelsen på Amagers gymnasier.
  • Forsøge at få deltidsmedarbejdere op i tid.
  • Fokus på fastholdelse af eksisterende pædagoger i kommunens institutioner.

Nogle af tiltagene vil øge vores pædagogandel her og nu, mens andre først vil virke på den lange bane. Vi mener, at vi bliver nødt til at lave både kort- og langsigtede tiltag, hvis vi vil nå vores endelige mål om en pædagogandel på 80 %.

Øget trivsel

Minimumsnormeringer vil give medarbejdertilfredshed og øge trivslen både for børn og voksne. Vi tror på, at minimumsnormeringer også vil gøre rekrutterings- og fastholdelsesarbejdet nemmere, da det vil gøre vores institutioner mere attraktive for eksisterende og nye medarbejdere. Derfor kan det kun gå for langsomt med at få indført minimumsnormeringerne.

Merituddannelse

Men vi behøver ikke kun ansætte nye pædagoger for at øge kommunens pædagogandel. Vi kan med merituddannelsen uddanne nogle af de dygtige medhjælpere, som har arbejdet i årevis i institutionerne i forvejen. Det gode ved merituddannelsen er, at man må fortsætte med at arbejde i den selvsamme institution, mens man tager uddannelsen. Der er altså flere værktøjer i kassen, som kan øge vores pædagogandel og højne fagligheden.

Rekruttering og fastholdelse

Ansættelsen af en projektmedarbejder til at stå for rekruttering og fastholdelse er en nødvendighed, hvis vi skal kunne koordinere indsatsten på tværs af institutioner og samarbejde tæt med pædagoguddannelsen og BUPL. Ansættelsen kunne også indeholde rekruttering og fastholdelse på SOSU-området, hvor kommunen også mangler uddannede medarbejdere.

Tiltag til den lange bane

På den lange bane skal vi ud og promovere pædagogjobbet og uddannelsen på folkeskoler og gymnasier. Det kan gøres gennem praktikforløb, oplysning og samarbejde med de omkringliggende kommuner. Vi skal rekruttere de unge mennesker og vise dem de kæmpe store glæder, der er ved at arbejde med mennesker.

Finansiering

Velfærdsprocenten skal danne det økonomiske grundlag for vores planer. Vi har som det eneste parti fremlagt en helt konkret plan for at skaffe nye og vedvarende penge til at skabe velfærd for.

Se og læs mere om vores politik på www.sfdragør.dk

Kim Grønved Nielsen - Spidskandidat SF-dragør

Martin Wittrup Enggard - SF-dragør.

Lav din egen hjemmeside gratis! Dette websted blev lavet med Webnode. Opret dit eget gratis i dag! Kom i gang